Små og store Lotus

Den japanske kæmpelotus. Kermesina. En skøn livskraftig lotus, der kan blive 180 cm høj.

Jeg har valgt, primært at satse på de subtropiske sorter. Det gør dem realistiske at dyrke uden for mange besværligheder. Hvis man slår sig på tropiske lotus, kræver det en anderledes indsats med både varme og lys at holde liv i dem vinteren over. Hvorfor besvære sig med det, når du kan få en lige så smuk subtropisk lotus, der blot kan sove vinteren væk?

Jeg har dog også frøformeret den almindelige "Hellig indisk lotus", Nelumbo Nucifera, der også er udbredt i blandt andet Thailand.

Den sibiriske variant Nelumbo nucifera ssp. komarovii, har jeg også frøformeret. Nu venter den blot på at vokse sig stærk, så jeg kan roddele den til foråret.

Den amerikanske gule lotus Nelumbo lutea har jeg også frøformeret. Mest for eksperimentets skyld, da jeg egentlig ikke er så begejstret for den gule lotus. Men det er jo et spørgsmål om smag og behag.

  • Dværglotus

    Green Maid er en lille til mellemstor lotus med gul-rosa-hvide blomster. Højden er 40-50 cm. Det er en både nem og tidlig sort. Allerede i marts begynder dens skud at titte op over vandet.

  • Mellemstor lotus

    En rød koreansk lotus uden officiel navn. Få lotus er rigtig røde, men den er det nærmeste man kommer en rød lotus. Flot og fordringsløs, mellemstor lotus på op til 80 centimeter i højden.

  • Stor lotus

    Den japanske Kermesina. En stor, frodig lotus, der imponerer alle. Høj som en mand og med kæmpeblomster!

  • Spiselotus

    Rodskuddet er fra en koreansk spiselotus. Den laver ikke særlig mange blomster, hvilket heller ikke er formålet. Den er forædlet til at bruge al sin energi på at lave kraftige rødder, som kan spises. Er især god i salater, marinerede, eller hvad man nu finder på.