Vinterhårdføre Nøkkeroser
Der findes mere end 200 sorter af vinterhårdføre nøkkeroser. Man får hurtigt lyst til at eje dem alle, skønne som de er. Men her gælder begrænsningens kunst. Det er ikke alle sorter, der egner sig til
vores klima, selvom de botanisk er vinterhårdføre.
Jeg har beskrevet et lille, men interessant udvalg. Så kan man altid uvide samlingen, hvis først man er grebet. Jeg har inddelt dem i små og mellemstore
typer. Der findes også en kategori af store nøkkeroser. Men de er beregnet til store søer og damme, hvilket jeg ikke beskæftiger mig med.
Vælg den rigtige
Det er under alle omstændigheder
godt at begynde med en nem sort. Det øger chancen for succes og dermed muligheden for at opleve glæden ved din egen vandkultur.
Du skal tænke over valg af farve, sort eller art. Jo mere, man ved om sin nøkkerose, jo bedre kan man matche dens betingelser for at gro godt.
Farvens betydning
Vinterhårdføre nøkkeroser fås i tre hovedfarver. Hvid, rød og gul. Under dem, er der et væld af farvenuancer.
Farven på blomsten giver et fingerpeg om, hvad du kan slippe afsted med at byde nøkkerosen.
Gule Nøkkeroser
Mange af de gule sorter har fået deres gule farve ved krydsning med den mexicanske nøkkerose Nymphaea Mexicana. Derfor har de gule sorter ofte en forkærlighed for varmt vand. Nogle
sorter er mere påvirket af de mexicanske gener end andre. Den franske forædler, Latour Marliacs gule sort Chromatella er en gammel hårdfør sag, som ikke tager temperaturen så nøje. Det samme kan ikke siges om
den lille gule og yndefulde N. Helvola, fra samme forædlers hånd. Den hader kulde, ligeså meget som den elsker varmen. Derfor er den perfekt i et drivhus eller vinterhave, selvom den botanisk set er en vinterhårdfør
sort.
Røde Nøkkeroser
De røde europæiske sorter har som regel deres røde farve fra en rød mutation af den vilde, hvide nøkkerose Nymphaea Alba, der gror i Sverige(jvf. indlæg
på min blog).Men netop derfor bryder de røde nøkkeroser sig ofte ikke om vand, der bliver for varmt. Jeg har oplevet
problemer med at få nogle røde sorter til at blomstre i sorte kar, hvor de gule vil elske at opholde sig!
Hvide Nøkkeroser
De hvide nøkkeroser er mere hip som hap med temperaturkrav. Og dog. Der er klare undtagelser.
Verdens mindste, vinterhårdføre nøkkerose er arten, N. Tetragona.
Den har små hvide blomster på størrelse med en-kroner. Den stammer fra den nordlige halvkugle og er udbredt i Finland og Sibirien. Den tåler fint at få roden kapslet totalt ind i is om vinteren, og er på den måde
meget hårdfør. Omvendt trives den ikke i varmt vand, hvor planten hurtigt bliver angrebet af svamp og almen mistrivsel. Den har en hvid pendant, som den nemt forveksles med. Det er N.Pygmea Alba. De ligner hinanden i farve
og størrelse. Men hvor N.Tetragona hader varmt vand, kræver N.Pygmea Alba varmt vand for at trives. Her kan det gå helt galt, hvis man ikke ved nøjagtigt, hvilken af de to kleine nøkkeroser, det er, man står
med.
-
Walter Pagel. Hvid dværgsort. Nem og hårdfør. Stiller ikke særlige krav til temperaturen.
-
N. tetragona. Den mindste hvide vinterhårdføre art, der findes. Kræver køligt vand for at trives.
-
N. Pygmea Alba. Hvid dværgart, der kræver varme for at trives. Den forveksles nemt med N. Tetragona, der omvendt ikke tåler varme.