18-03-2020

Ikke alle følger forbud mod at samles

I disse coronatider, hvor grebet om vores frihed, strammes stadig mere, er det befriende at se dem i haven, der kan tillade sig at blæse de menneskeskabte problemer et stykke. De samles, som det passer dem. Især på denne årstid. Ellers havde de nu heller ikke været her i de millioner af år, som de har. Det er vores padder, der samles for at parre sig og viderbringe kampen for at leve til næste generation. Skrubtudserne er et særligt kapitel i den sammenhæng. De kan ikke beskrives, men skal opleves, når en mindre hær af hanner kaster sig over den samme stakkels huntudse. I iveren efter at være vinderen af befrugtningskonkurrencen, risikerer de at drukne hunnen i kampens hede. På billedet er det en salamander. Den er faktisk kommet lidt ubelejliget, da planen var at skifte vandet og rense det lille bassin, den befinder sig i. Det nænner jeg nok ikke, hvis jeg risikerer at forstyrre deres forårsrytme. Nu må vi se. Men meget snart eksploderer det hele.