27-07-2018

Så sprang hun ud!

En hård fødsel må man sige. Tre år før jeg endelig så en blomst i flor hos Queen Sirikit. Den kaldes blå, men jeg vil nærmere sige lilla. Det bliver den så ikke mindre sjælden af. Der findes, eller rettere fandtes, ingen vinterhårdføre sorter med den farve, før det lykkedes forædlere at få overført farven fra de tropiske sorter eller arter. 

Første sæson, hvor jeg havde overvintret Queen Sirikit, sammen med de andre vinterhårdføre sorter, var jeg en hårsbredde fra at smide den ud. Alle andre vinterhårdføre var på det tidspunkt i fuld gang med at udvikle grønne skud, men ikke Queen Sirikit. Hun så lige så død ud, som hun havde gjort hele vinteren. Det troede jeg så den var, og skulle lige til at smide potten på komposten, men tøvede alligevel. Det ville jo ikke koste noget at lade den stå og vente. Omvendt havde Queen Sirikit ikke just været gratis, så det var værd at vente og være helt sikker. Det var en god beslutning. 

Som det er generelt med resultater, man har skulle kæmpe for, er det også de mest tilfredsstillende. Derfor er det skønt langt om længe at se resultatet af min tålmodiged med denne sort. Men jeg vil mene, den hører til kategorien for nørder. For almindelige dødelige, er den for stor en mundfuld.