04-07-2018

Endelig sprang den ud

Min lille, kinesiske skållotus, uden anden sortsnavn en en række ucharmerende tal, blev den første lotus, hvis blomst er sprunget ud i år. De andre har slet ikke lagt an med knopper endnu. Kun blade. Endnu en af denne mærkværdige sommers pudsigheder. Jeg fraråder normalt folk at begynde med de små skållotus. De har nemmere ved at skuffe end de større og mere robuste lotus. Men se så lige i denne absurde hede, hvem der så viser sig at have kræfter i overskud til at blomstre. Det er ikke størrelsen, det kommer an på. Hvor er den bare smuk. Og hvor er jeg bare heldig at have æren af at beundre dette vidunder folde sig ud. Mens morgenkaffen bliver nydt i samme åndedrag.