12-05-2018

Meget mystisk...

Det er, eller skulle i hvert fald forestille at være en papyrusplante på billedet. Det er ikke en plantegruppe, der interesserer mig så meget, at jeg har gidet sætte mig ind i de forskellige arter, og hvor de stammer fra. Derfor har jeg bare regnet dem alle for tropisk til halvtropisk Nildelta agtig, som i hvert fald aldrig ville overleve en dansk vinter. Med eller uden frost. Den på billedet stod i Drivhusets lille dam, da vinteren kom, og jeg ikke havde nået at få den op og ind. Jeg havde et ekstra eksemplar af den op til halvanden meter høje plante indendørs. Så jeg tog det ikke så tungt, at den gik til. Troede jeg. Men på trods af et tyndt lag is på den lille drivhusdam, da frosten var værst i marts, ja så overlevede papyrusen. Den bgyndte at skyde, så snart varmen var der igen. Men se så det mystiske. For det første er den zebrastribet, hvilket måske har noget med næringsstoffer at gøre. Men endnu mere mærkeligt, så bliver skuddene kun omkring 30 cm høje. Det normale for planten er, at skuddene straks farer op til mindst en meters højde og er flot mørkegrønne. Køn er den ikke. Jeg giver den dog en chance for nysgerrighedens skyld. Mon den er varig genetisk skadet af frosten, siden den pludselig opfører sig sådan og er gået over i dværgvækst?