01-12-2017

Mørkets melankoli og magt

Vi har ganske vist skiftet til vinter, dags dato. Med den hyggelige december som kunstig åndedræt, der får os gennem den barske, lysforladte og grå tid. 

Men mørkets stemning sidder fast. Gemt under vores forsøg på at hygge og feste os væk fra den mørke, melankolske tid. Nogle vil måske lige frem sige depressive årstid.

Jeg synes nu mørket og det grå indeholder sin egen skønhed og sin egen styrke. Det er nu, vi er passive og tænker. Det er i lyset, vi handler. Derfor er det tid til at tænke over, hvad der blev gjort af godt og skidt i den lyse tid, og hvad der skal laves om i den nye lyse tid, der kommer.

Man kan sige stilhed før storm. Det har givet os nordboere en hel unik karakter, vi skal være glade for og påskønne. Derfor fremstår folk, der flygter til Thailand og andre - for vores sindelag - syntetiske områder, som trækfugle. Modsat vi andre standfugle. Trækfuglene tåler ikke vintermosten. Det gør standfuglene.

Jeg har læst nogle ornitologer mene, at standfuglene er de mest intelligente. Det kræver nemlig mere intelligens at blive og overleve under de barske omstændigheder, end bare at stikke af fra det hele.  Det kan man jo tænke lidt over i mørket og eftertankens tid...