24-09-2017

Skønheden der trodser tidens forfald

Der er noget næsten poetisk ved Perrys Red Dwarf, som her nægter at give op, og derfor lige har sendt en ny blomst op. Jeg havde ikke set den komme. Det var dagens overraskelse. Perrys Red Dwarf har taget det særligt hårdt med den megen regn og manglende sol. Modsat, hvad man måske skulle tro, bryder nøkkeroser sig ikke om at få vand på deres flydeblade konstant. Derfor må de ikke stå under et springvand. Bladene får svamp og begynder at rådne. Præcis som det skete for denne sort, under sommerens lange bygeperioder. Jeg havde opgivet at se mere til den for i år. Og sé så lige en betagende knop, der åbede sig i dag! Den hvide rose, der står i en krukke oven over, har drysset sine visnede blomster ned i baljen. Eferåret gemmer på sin egen skønhed.