27-06-2017

Dengsenøkke bryder reglen

Jeg har altid fået at vide af dem med mere forstand på nøkker end mig selv, at man ikke skal regne med blomster, hvis man sætter sin nøkkerose på for lavt vand. Det fremmer til gengæld en meget stærk bladdannelse, der sidder som en tæt roset. Det kan også være pænt. Derfor satte jeg en af mine Walter Pagels i en hvid krukke, hvor der kun er 5-6 centimeter vand over planten. Ganske rigtig har den kvitteret med store mængder bladfyld. Men se, hvad jeg lige opdagede under alle bladene. En blomst og der er flere knopper på vej til at bryde. Jeg har før rost Walter Pagels. Men her overrasker den igen med sine fine egenskaber. Intet kan holde den lille krudtugle tilbage.