17-06-2017

Knopperne myldrer

Min små nøkkeroser i kummer og krukker har altid en forsinket blomstring i forhold til de etablerede bestande af store nøkkeroser i søer og havedamme. Nu blomstrer de store sønøkkeroser på livet løs. Forskellen skyldes måske, at vandtemperaturen svinger mere i så små vandpytter som mine. Men de kommer, og nu mylrer knopperne op til overfladen.

Her er det den meget sjældne, rosafarvede dværgnøkkerose, Joanne Pring, hvis knopper brister inden for få dage. Joanne Pring er så vidt vides den mindste rosa nøkkerose, der findes. Den er lige så lille som verdens mindste vilde nøkkerose, den hvide Tetragona. Det hedder sig at Joanne er en rosa mutation af Tetragona. Det kan dog dårligt passe, da Tetragona har en slags ananasrhizom, hvor Joanne Pring har en typise kravlende pælerod. Så voldsomme ændringer byder mutered planter vist ikke på.  Mon ikke snarere der er tale om en hybrid af ukendt herkomst? Jeg gætter på en hybrid mellem Tetragona og den vilde røde mutation af hvid nøkkerose.