08-06-2017

Lidt om netkøb - og især tyske forhandlere!

Kulturforskelle betyder alt. Det bliver man mindet om konstant. Også når det gælder indkøb over nettet af diverse rariteter til min vand- og sumphave. Nu har jeg for eksempel lige købt nogle sjældne, kødædende planter hjem fra Tyskland til mit sumpbed. I forvejen har jeg rigtig god erfaring med at købe sjældne nøkkeroser, man ikke kan få i Danmark, hjem fra Tyskland. At handle med dem har ikke været andet end en fornøjelse. Jeg har næsten ikke nået at trykke på "send" knappen for min ordre, før jeg får mail tilbage om, at den er pakket og klar til afsendelse. Og jeg har endnu ikke oplevet at mangle så meget som et græsstrå af det, jeg har bestilt
Og så nyder jeg den tyske, formelle høflighed, som vi desværre har smidt ud med badevandet. "Sehr geerhte Frau...." indleder de, når de skriver tilbage. Er det ikke herligt? Man labber det i sig.

Til gengæld har jeg opgivet at handle med østeuropæere og italienere. Aaaaalt for lang ventetid og når det bestilte endelig dukker op -hvis det nogensinde gør det, mangler halvdelen af det man gav ordre på. Nej tak. Giv mig tyske forhandlere og for den sags skyld også de franske. Lidt langsommere, men pålidelige. Så er pengene givet godt ud.