03-12-2016

Monets og Latour-Marliacs åkander

I morgen, den 4. december, er sidste dag, hvis man vil se den enestående samling af Claude Monets (1840-1926) malerier på Ordrupgaard ved Charlottenlund. Claude Monets motivvalg var bredt. Men på denne blog er det selvfølgelig hans verdensberømte "åkander", der fik bloggens reporter af huse for at se berømthederne.

Monets malerier af nøkkeroser fletter ham sammen med en anden, knap så berømt, men lige så banebrydende franskmand, Joseph Bory Latour-Marliac. Det var ham, der i 1875 grundlagde verdens første og mest betydningsfulde nøkkerose-gartneri, hvor han som den første forædlede vinterhårdføre nøkkeroser i farverne gul, rosa og rød.
Disse banebrydende planter udstillede han ved verdensudstillingen i Paris i 1889. Samme år som Eiffeltårnet blev åbenbaret ved samme udstilling. Her vakte Latour-Marliacs nøkkeroser så stor opsigt, at han vandt priser for disse nyskabende skønheder.

Det var også her Claude Monet fik øjnene op for nøkkerosernes skønhed og straks bestilte eksemplarer af disse nye sorter hjem til sin have. Uden Latour-Marliacs opsigtsvækkende nøkkeroser, var Monets malerier af sin sø blevet en tam fornøjelse at se på. Hvis de da nogensinde var blevet malet...