11-11-2016

Lille men spændende sjældenhed

Nymphaea minuta hedder den uanselige plante på billedet(eller den heder i hvert fald minuta, hvilket jeg kommer tilbage til). Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve' det, men den er en ny og spændende sjældenhed inden for tropiske nøkkeroser. Den stammer fra Madagaskar, er relativ nyopdaget og er noget så unik som en ægte, tropisk, småbladet dværgnøkkerose. Dem er der ikke mange af. Brachyceras arten colorata, fra Afrika, er en af de mindste tropiske. Men en decideret dværg er det ikke.  Det nærmeste man kommer en ægte dværg er verdens mindste nøkkerose Brachyceras thermarum, som kun er fundet vildtvoksende et sted i Rwanda. Den er selvsavgt så sjælden, at der ikke er grund til at drømme i de baner( - det var altså ikke mig, der lavede en kioskbasker for nogle år siden, ved at stjæle et eksemplar fra Kew Garden i England: http://www.bbc.com/news/magazine-29754101 )

Det er ganske vist nemt at holde sine almindelige, tropiske nøkkeroser nede i dværgstørrelse. Man skal bare sørge for dårlige vækstforhold. En sultekost, når det gælder lys, varme og næring, så skal de nok forblive små. Men foretrækker man at behandle sin nøkker ordentligt og i stedet få sig en ægte dværgnøkkerose, er minuta svaret. Nu skal den bare vokse til, danne flydeblade og forhåbentlig blomstre. Glæder mig allerede helt vildt til at se dens potentiale.

- Og så var der lige det med navnet: Jeg kalder den Nymphaea, hvilket er et af de otte slægtsnavne for nøkkeroser. Men ret beset ved jeg ikke om det er en Nymphaea, og jeg har ikke i farten kunne finde ud af det. Tror faktisk mere på den tilhører slægten Brachyceras. Det bygger jeg alene på, at de fleste brachyceraser stammer fra Afrika og deromkring. Nå, men den er nok ligeglad med, hvad den hedder. Det er jeg egentlig også. Bare den vil gro og glæde.