01-08-2015

De gule sorter overrasker

De fleste gule nøkkeroser har fået deres farve ved en krydsning med den mexicanske Nymphaea mexicana. Derfor er de gule sorter ofte mere følsomme over for koldt vejr end de røde og hvide sorter. Det siger tommerfingerreglen. Men det har de gule nøkker åbenbart ikke selv læst. Oven på det kolde forår og lige så fortvivlende sommervejr, er det lige nu de gule sorter, der blomstrer bedst! Det er en af de spændende ting ved nøkkeroser. Man kan aldrig opstille 100 procent holdbare regler. Der kan være små variationer på alle parametre i havens mikroklima, som gør, at de alligevel har det fint. Trods vejret. Jeg vil dog stadig understrege hovedlinjen: De gule sorter ér mere sarte over for koldt vejr end de hvide og røde varianter. På billedet er den den sartgule sort Denver.