03-10-2014

Botanisk Have - uden Victoria :(

Vi var i Botanisk Have på den skønneste septemberdag, med høj sol og en lun vind. Mit hovedmål med at komme derind var at se, hvordan deres sydamerikanske kæmpenøkke Victoria Amazonica havde det i sit tropedrivhus. Der var bare ingen Victoria. Død og borte...

Jeg var godt klar over, at deres gamle Victoria var blevet ramt af sygdom sidste sommer og var gået ud. Men dengang sagde gartneren, at de var på vej med en ny lille plante. Men OK. De gamle statelige drivhuse står over for en større renovering. Måske venter de med en ny Victoria til efter renoveringen.
Eller måske skal jeg tildbyde dem en af mine kæmpenøkkeroser, Eurale ferox, som er den asiatiske kusine til Victorica Amaconica og dennes lillesøster Victoria cruciana.

Eurale ferox får blade, der kan blive op til halvanden meter i diameter. Det er selvfølgelig ikke lige så prangende, som Victorias 2 meter i diameter, men "mindre" kan vel også gøre det. Eurale ferox er også betydelig nemmere at holde liv i. Victoria er en dame med nykker. Er temperatur og lysforhold ikke 100 procent, som hun vil ha' det, bliver hun fornærmet og går ud. Eurale ferox er betydelig nemmere at håndtere. Den klarer periodevis temperaturer ned til15 grader, og har nogle fascinerende flydeblade, der minder om krokodilleskind. Bladenes underside er mørklilla.  Blade og stængler er oversået med kraftige torne ligesom Victoria. Jeg har endnu til gode at se Eurale ferox blomstre. Men de smukke maleriske blade er alene grund nok til at holde den. Billedet viser en af mine egne frøformerede Eurale Ferox.