Årets gang hos Nøkkeroserne

20-08-2019

Jeg lider heldigvis ikke af nogen fobier. Derfor kan jeg nyde synet af både slanger og ederkopper, uden det giver mig problemer. Her er det en af de snoge, som mine mange små vandhulller tiltrækker. Jeg ved ikke, om det er fordi, snogen spiser frøer, eller hvad det er ved vandet, der trækker. Men jeg ser dem af og til svømme gennem vandet. Det er nu ikke fordi frøerne yngler her. Der gør de til gengæld i de større damme og søer i området. Men når frøungerne er blevet så store at de spreder sig, flytter de ind i mine små vandhuller. Især halvstore unger af grønne frøer, kan jeg nu høre sige "splask", når de springer fra kanten og ud i vandet, når jeg går forbi. Engang blev  en af disse unger så tamme, at den spiste melorm af min hånd. Måske derfor havde jeg glæde af den samme frø et par år før den forsvandt. Håber ikke, det var snogen, som var på spil...

11-08-2019

Sorten Tropic Sunset, i forgrunden, og den klassiske blå tropenøkke, Tina, i baggrunden, står utrolig godt op mod hinanden. Som altid er det svært at gengive den rigtige farveeffekt på billeder. Men jeg er positiv overrasket. Det er det måske også nemmere at blive, når forventningerne til Tropic Sunset på forhånd var afmålte. I den forstand, at jeg ikke var helt sikker på, at en tropenøkke, der ikke var blå, kunne være interessant. Så ligner den vel bare de vinterhårdføre nøkker i farven, og så kan man jo lige så godt vælge de noget nemmere vinterhårdføre. Men i praksis tåler Tropic Sunset ikke sammenligning med de vinterhårdføre af slagsen. Man lærer nyt hele tiden. Heldigvis.

06-08-2019

Daubenayana er den ældste tropiske sort af nøkkeroser. Den stammer tilbage fra 1863. Blomsten er gennmsigtig lyseblå og på ingen måder prangende. Den har ikke det nøkkegartnere vil kalde "en god fjernvirkning" som beskriver de sorter, ofte store og meget overdådige, som fanger beskuerens blik selv på store afstande. Det er Daubenyana forskånet for. Den er nok nærmere let at komme til at overse, fordi den står så anonym, blandt de mere "larmende" sorter. Men det er så dens styrke. Man skal tæt på og vise vilje til at lære den at kende for at værdsætte dens nøjsomme skønhed og hårdføre væsen. Lidt ligesom nogle mennesker er indrettet. Det er ikke altid de mest larmende, der vinder i længden. Daubenayna har vundet på den lange bane. Det bevidner dens historiske alder. Mange af de nye, og langt mere prangende sorter har ingen garanti for at være her om hundrede år. Mon ikke Daubenyana klarer mindst 100 år mere?

03-08-2019

På billedet er det den vilde, gule nøkkeart, N. mexicana, som har sendt sin blomst op i forgrunden. I baggrunden er det den forædlede gule nøkkesort, Chromatella. Den vilde art glimrer ved sin skarpe, gule farve. Den forædlede, der har sin gule farve fra mexicana, er bleg til sammenligning. Et godt eksempel på de mange begrænsninger, som planteforædlere må kæmpe med. For det kan godt være den vilde mexicana har en meget flottere, skarp gul farve. Til gengæld er den ikke i nærheden af at blomstre lige så flittigt, som den forædlede version i baggrunden. Det er svært at få det hele.

16-07-2019

Det blev så også den første blomstrende tropenøkke i år, skarpt forfulgt af den blå sort Tina. Jeg har ikke før haft en tropisk nøkkerose i den farve. Det er en farvekategori for tropenøkker, der kaldes "Sunset shades". Meget poetisk at relatere den farvekategori til solnedgangens farver. Det er normalt tropenøkkernes skarpe blå farve, der tiltrækker de fleste. Men nu, hvor jeg selv har haft glæden af at se en sådan "solnedgangens nøkkerose" blomstre, forstår jeg godt det smukke navn. De vinterhårdføre nøkkeroser findes også i farver der er changerende orangerøde. Men de når bare ikke denne tropenøkke, når det gælder intensiteten og de mange nuancer i bare én blomst. Tropenøkkerne er måske nok mere krævende i pasningen, men de leverer så også noget, de vinterhårdføre ikke kan, når de for alvor folder sig ud.