Årets gang hos Nøkkeroserne

21-06-2018

Den blå blomst, der anes i baggrunden stammer fra den tropiske sort Tina.
Bladene i forgrunden stammer fra den sort, dette blogindlæg handler om. Det er en hybrid, det vil sige krydsning mellem en eller flere tropiske og vinderhårdføre arter eller sorter. Det skulle give de første vinterhårdføre nøkkeroser med blå blomster. Blomsterne ser også fine ud på de billeder, der reklamerer for sorten. Jeg kan også skrive under på, den er vinterhårdfør. Den overvintrer i drivhuset uden problemer, så længe roden er sikret mod at gennemfryse, hvad gælder alle almindelige vinterhårdføre arter og sorter ( Minus undtagelsen, der bekræfter reglen, den lille nordlige art tetragona, hvis rod kan tåle at gennemfryse)

Men bortset fra det har jeg endnu ikke set så meget som antydningen af en blomsterknop. Mens tropiske, blå  Tina  blomstrer på livet løs. Nu har jeg haft Queen Sirikit på tredje år, og må nok konstatere, at det bliver ikke hybridsorterne jeg vil satse på. Skal det være blå blomster, så bliver det den ægte tropiske vare. De kan så kun trives i drivhuset, og kræver lidt ekstra foranstaltninger for at overvintre, men så er det heller ikke værre. Og så er de betydeligt billigere i indkøb end de ret kostelige hybridsorter. Queen Sirikit skylder mig en del blomster på den konto....

19-06-2018

Det kan være tegn på for lav vandstand i forholdt til den givne sort, når nøkkerosen sender sine blade op i luften på stive stilke. Det gør ingen skade på planten og kan være kønt nok i sig selv. Men det går ofte ud over blomstringen. Her er det sorten Wanvisa. Det mærkelige er, at den ikke plejer at lave det nummer i det vandhul i drivhuset, som den står i. Jeg har de usædvanlig mange varme dage mistænkt for at have en finger med i spillet. jeg gider ikke gør noget ved det. Dens blomster er så markante, at den ikke behøver mere end én blomst ad gangen for at stråle og skabe skønhed. Men hvis man føler sig voldsom irriteret over fænomenet, må nøkken sættes på noget dybere vand. Eventuel kan man først plukke de opretstående blade af, så den istedet sender nye flydeblade op, når først den er flyttet. Jeg synes selv, det kan være meget pænt med disse strutnøkker. Derfor lader jeg dem gro i fred, når de først har fået denne fikse ide med at gro som en hvilken som helst anden plante.

14-06-2018

En klematis, hvis sortsnavn jeg ikke kender, blomstrer aldeles overdådigt hen over et kar med nøkker. Nu smider den blomsterbladene. Fuldstændig uhæmmet drysser den sine blomstersmykker ned over nøkkeroserne. Dette forfald indeholder en næsten poetisk skønhed...
(Klik på billedet for at se en større version)

11-06-2018

De første tropiske nøkkeblomster åbnede sig i dag. Det er igen sorten Tina, der kom først, som det plejer at være. Hun har nu heller ikke haft så meget at konkurrere imod. Den ualmindeligt barske sommer sidste år, målt i manglen på sommer, førte til døden for de fleste af mine tropenøkker, mens deres overvintringsknolde sov vintersøvn indendørs. Det plejer ellers at gå godt for de fleste. Men da jeg pakkede dem ud, var mange af knoldene gået i forrådnelse. De må simpelthen ikke have nået at opsamle den fornødne næring i rodknolden, siden det gik så galt. Derfor har den hidtidige sommer, været et plaster på såret i den retning. Vi har alene i maj måned vel haft  mere sommer end vi nåede de to foregående år? Velkommen Tina. Du har været savnet.

08-06-2018

I en tidligere post, skrev jeg om, hvordan man sår lotusfrø. De afbildede modeller var frø af den sibiriske lotus, nucifera underart Nelumbo nucifera komarovii. Det er ikke i sig selv svært at få dem til at spire, hvis blot man husker at slibe skallen tynd. Ud af fem frø spirede de tre og så alle ud til at vokse fint. De stod i samme krukke. Men pludselig var der kun en levende komarovii ungplante tilbage. Hvad der havde taget livet af de andre står hen i det uvisse. Men den ene, tilbageværende plante, ser til gengæld ud til at ville overleve, siger jeg med forsigtig optimisme. Jeg har før forsøgt at så lotusfrø, hvor det gik fint med at få dem til at spire, men så stoppede de pludselig og gik ud.

Jeg har ingen anelse om, hvad der er galt.  Det er ikke på samme måde noget problem at holde liv i de "voksne" lotus. Måske har det noget at gøre med, at det er en plante tilpasset fastlandsklima. Selvom sibirisk lotus selvsagt kan klare meget kolde vintre, er det stadig fastlandsklima. Det betyder kolde vintre, varme somre. Rimelig pålidelig at indrette sin vækst efter. Under normal dansk klima, kan vi have regn, frost, sol og hvad der ellers findes inden for samme uge. Uge efter uge efter uge. Måske er det en faktor, der forvirrer planter, tilpasset det kontinentale klima. Nu har vi så fastlandsklimasommer for en sjælden gangs skyld. Måske er det den udløsende faktor, for min lille komaroviis vækst. Men hvad så med de to andre små planter, der døde?
En mystisk plante med mange spørgsmål bundet i halen, må jeg vist bare konkludere.